Generalforsamling 2025
Referat fra generalforsamlingen 2025
Klik her!
Grenaa Jagtforenings generalforsamling torsdag den 11. september 2025 Formandens beretning.
Jeg vil starte med bede alle rejse sig, så vi sammen kan holde ét minuts stilhed til minde om de af vore
jagtkammerater, der er gået bort i årets løb… Tak.
Jeg vil starte med at gentage mig selv: Endnu et år er gået godt i Grenaa Jagtforening.
Vores regnskab hænger godt sammen til den positive side. Den daglige økonomi kører tilfredsstillende. Vores
medlemstal holder sig på et stabilt niveau. Så alt i alt er der grund til at være tilfreds.
Vores jagttegnskursus startede op med 20 deltagere, hvoraf 3 er sprunget fra, så der er 17 deltagere, der har
gennemført kurset. En stor tak herfra til Niclas Boyton og Rasmus Amtkjær for en engageret og professionel indsats.
Grenaa Buejægere kører fortsat derudad. Buejægerne har etableret en velfungerende indendørs træningsbane i
Selkær. Den udendørs feltbane ved Dolmer bliver løbende udbygget og fungerer så godt, at Grenaa Buejægere
fortsat er i stand til at påtage sig værtskabet for stævner for bueskytter i hele kreds 3. I april måned blev der således
afviklet ”Det Gyldne Slip” med 44 deltagere fra hele Midtjylland. Der var stor ros for både planlægning og afvikling.
Det er flot klaret… en stor tak til jer, Jacob og Eigil, for jeres utrættelige indsats, og også tak til alle buejægerne for
stor hjælp.
Ud over en veldrevet buejægerafdeling formår buejægerne også at gøre sig bemærket rundt om i hele landet. De
deltager i stort set alle de mesterskaber, der arrangeres af Jægerforbundet, og de kommer sjældent tomhændet
hjem. Topplaceringer og podiepladser er næsten blevet en behagelig sædvane. Særlig bemærket har Eigil Frey gjort
sig, idet han netop er vendt hjem fra Forbundsmesterskabet på Bornholm med en førsteplads og guldmedalje for
andet år i træk. Et stort tillykke til Eigil – og til alle buejægerne for en bemærkelsesværdig indsats.
Vores foreningsjagt er efterhånden blevet en rigtig god tradition. Årets jagt blev gennemført sidst i november med
12 deltagere. Vi så en del vildt, men denne gang blev der desværre ikke leveret noget til paraden. En dejlig dag blev
afsluttet i klubhuset med en gang håndmadder.
78 af vore medlemmer meldte sig til årets rågeregulering. Rågerne har haft ideelle forhold i år med godt vejr i hele
april og det meste af maj. De var derfor tidligt på vingerne, samtidig med at træerne sprang ud. Så de har snydt os
lidt i år. Det er blevet til 2.100 stk i alt, 400 færre end sidste år. Men et pænt resultat alligevel. En stor tak herfra skal
lyde til alle reguleringsjægerne for god og sikker skydning og en ihærdig indsats.
Trækjagterne i engene er afviklet som planlagt. Vi har som sædvanligt set en del vildt, men udbyttet kan vi - også
som sædvanlig - ikke prale af. Men jeg synes alligevel, at vi har haft nogle hyggelige stunder. Et lille hjertesuk: Husk
lige at melde afbud, hvis du er forhindret i at komme. Så kan en anden få pladsen.
Vores skydninger på Hjortebanen har i år været rimeligt pænt besøgt – og tak for det - men det kan blive meget
bedre. Alt for mange har en noget ”tilbagelænet holdning” til det at kontrolskyde jagtriflen. Det er vores pligt som
jægere at kontrollere, at udstyret er korrekt indstillet og opdateret, inden der går løs på den frie vildtbane, og så vi
har gjort mest muligt for at undgå anskydninger. Der skal herfra lyde en kraftig opfordring til at møde op til vores
skydedage. Der er altid en erfaren instruktør til stede, og der er altid masser af tid, ro og hjælp til at finjustere
mekanikken.
Vores arrangementer i klubhuset har som sædvanlig været godt besøgt. Vores Grillaften med helstegt pattegris og
Ålegildet med masser af stegte ål og stuvede kartofler er sikre hits. Vi kunne godt tænke os lidt flere deltagere til
vores trofædag. Der må være flere, der har nedlagt et trofæ, der kan vises frem en søndag formiddag i august måned
i hyggeligt selskab med andre jagtkammerater.
I april måned prøvede vi at invitere til et Online medlemsmøde i klubhuset arrangeret af Jægerforbundet. På
storskærm deltog vi i en snak om fremtidens jagt med forbundets ledelse og mange andre jægerkollager fra hele
landet, og mødet var godt besøgt. Det var en ny og spændende måde at kommunikere på. Det vil undre mig, om ikke
der kommer flere af den slags arrangementer i fremtiden. Vi skal nok advisere og invitere i god tid.
Når nu vores arrangementer er så godt besøgt, kan det godt undre, at den ene lørdag formiddag om året i april
måned, hvor klubhuset skal friskes lidt op, og hvor vi starter med kaffe og rundstykker, vi udfører et par timers lette
og absolut ikke anstrengende arbejdsopgaver, og hvor vi slutter med en god frokost, er så dårligt besøgt……..
Christian Buelund var i år i stand til kun at mønstre tre hjælpere til arbejdsdagen, og det på trods af flere opråb på
Facebook. Det kan vi gøre bedre. Det kan ikke være rigtigt, at så mange gerne vil nyde at være i klubhuset, men ikke
vil yde en lille indsats. Vi ser meget gerne en ændring på den front til næste år. Vi har et dejligt klubhus, som vi er
meget glade for, og som vi forsøger at holde i god stand til glæde for os alle sammen - også i fremtiden.
Lige et par ord om de ”sociale medier”, vi benytter. Vores hjemmeside www.grenaajagtforening.dk har her i foråret
gennemgået en markant ændring. Den er blevet moderniseret og står nu skarp og overskuelig. Vores webmaster,
Jacob Tinghede, lægger mange kræfter i teknikken, og vi forsøger at holde siden opdateret, så man hele tiden kan
finde de helt aktuelle oplysninger om vores aktiviteter.
Vores Facebookside er i kraftig udvikling og tæller nu 458 medlemmer. Der er mange af jer, der er aktive med at lave
opslag om det, der sker omkring os, og det er med til at gøre siden levende og interessant. Facebook er et
interessant medie, hvis man hurtigt vil have rundsendt en besked eller et ønske om et eller andet. Det kan flere af
vores medlemmer bevidne. Et af vores medlemmer lavede et opslag om en ledig konsortieplads og fik lynhurtigt seks
gode henvendelser fra interesserede medlemmer. Det er en god måde at skabe sammenhold på.….
En lille opfordring til jer brugere af vores Facebookgruppe: Gå ind på siden, klik på feltet ”Invitér” øverst til højre og
send en invitation til de af dine venner, som du vil mene er interessante og relevante for at deltage. Vores gode
oplevelser og sjove og interessante historier må meget gerne nå ud til flest mulige.
Og nu til noget lidt mere abstrakt og særdeles aktuelt: Vi jægere står over for nogle store udfordringer omkring
fremtidens jagt. Jeg nævnte det sidste år, og jeg vil nævne det igen.
Danmarks Jægerforbund arbejder for ”God jagt i generationer”. Det er et mål, der kræver data og viden, hvis vi skal
kunne sikre, at jagten nu og fremover skal foregå på et bæredygtigt grundlag. Og i den forbindelse er det os jægere,
der skal bidrage. Som jægere bevæger vi os hele tiden rundt i naturen og ser og observerer mange ting på vores
revirer. Disse observationer er en stor del at den viden, der skal danne et bæredygtigt grundlag for fremtidens jagt.
Men de er kun værdifulde, hvis de gives videre til de rette.
Vildtforvaltningsrådet indstiller til miljøministeren forslag om fremtidige jagtbare arter og jagttider.
Vildtforvaltningsrådet består af ni medlemmer, hvoraf flere pr. definition er imod al jagt. Danmarks Jægerforbund
har én plads i rådet. I et demokratisk system med flertalsafgørelser kræver det endog særdeles gode og
veldokumenterede argumenter, hvis Jægerforbundet skal have mulighed for at trænge igennem og blive hørt.
Og det er HER, at VI – du og jeg - som jægere kommer ind i billedet. Det er vigtigt, at vi indberetter det, vi ser, og at vi
bruger de systemer, der er til rådighed. Vi skal alle sammen bruge Appen ”Jæger” til at fortælle, hvad vi ser af vildt,
når vi alligevel sidder i tårnet og kigger efter den store hjort, der alligevel ikke kommer forbi i dag. Det er nødvendig
og grundlæggende viden for dem, der skal arbejde videre med tingene for os jægere og for jagten.
Vi skal også deltage i de arrangementer og seance, der iværksættes for at indsamle data om vores forskellige
vildtarter. Når man ser på Danmarkskortet med angivne tællelaug, som vi alle har hørt om, har Djursland indtil nu
været stort ikke eksisterende. Brian Dokkedal har her på det sidste været primus motor i et par tællelaug her i
kommunen. I vores regi har vi netop etableret et tællelaug med Gitte og Eigil Frey og et par stykker fra bestyrelsen.
Men vi kan bruge flere friske medlemmer, der er villige til at bruge en aften eller to om året på at køre en tur i vores
område og observere og indberette. Interesserede kan kontakte Allan Ogdal eller Erik Bjørnlund for nærmere
oplysninger, og gerne allerede i aften.
Jægerforbundet har ved efterhånden mange lejligheder opfordret til, at dem, der driver havjagt, indberetter data om
de nedlagte fugle, blandt andet art, vægt og indsendelse af vinger. I en opgørelse om arts- og vægtdata fra sidste år,
var der cirka 3.500 indberettede fugle på landsplan. Norddjurs Kommune ”brillerer” med indberetning om 10 fugle,
heraf 9 gråænder og 1 fløjsand. Og det er jo ikke rigtigt, at der kun er nedlagt 10 fugle på havet i 2024, det ved vi jo
alle. Men logikken hos vores jagtmodstandere i Vildtforvaldningerådet er mere simpel: ”Når der ikke bliver
indberettet flere fugle, er det nok fordi, der ikke er flere fugle, og så må vi jo hellere frede dem”…. Sørg nu for, at få
de indberetninger sendt afsted, og sørg for, at dem, som du ved jævnligt tager på havjagt og ikke er så gode til ”al det
dér papirarbejde”, også får det gjort.
Når vi er ved indberetningerne, så husk også at indsende de to fortænder af den kronhjort, du nedlægger. Kontakt
Erik Bjørnlund, hvis du mangler kuverter til indsendelse.
Vi skal generelt være bedre til at bidrage med viden for at hjælpe Jægerforbundet med materiale til at fremme
argumenterne for en bæredygtig jagt fremover. Kvalificeret vildtforvaltning afhænger af data fra jægerne om både
nedlagt og levende vildt. Vores bidrag er afgørende for at overvåge vildtbestandenes trivsel og dokumentere
bæredygtigheden af jagt. Selvom der har været bekymringer om, at data bruges imod jægerne, findes der ingen
eksempler herpå.
Vores indsats hjælper med til at sikre, at jagttiderne i fremtiden bygger på solide data og ikke på gætterier, tvivl og
forsigtighed.
Et nyt fremmedord har sneget sig ind i vores bevidsthed her på det seneste: Samforvaltning. Det er et begreb, vi
bliver nødt til at forholde os til. ”Vildtforvaltningsrådet” har nedsat ”Den Nationale Hjortevildtgruppe” og herunder
”De tolv regionale hjortevildtgrupper”, hvor blandt andre Hjortevildtgruppe Djursland hører hjemme.
Den Nationale Hjortevildtgruppe arbejder med hele forvaltningsproblematikken omkring vores hjortevildt. Blandt
arbejdspunkterne er begrebet samforvaltning, der bygger på en ”fælles forvaltning af vildtet på tværs af
lodsejergrænser”. Man arbejder på at samforvaltning skal ske på et frivilligt grundlag, men ud fra det, man i Den
regionale Hjortevildtgruppe har erfaret, er det temmelig meget ”op ad bakke” med frivilligheden. De fleste store
lodsejere holder ”kortene tæt til kroppen” og ønsker ikke, at andre skal skyde ”MIT vildt”. Hvis projektet skal
gennemføres, vil det sandsynligvis kræve et lovindgreb, hvilket jagtloven også åbner mulighed for.
Det bliver meget spændende at følge det videre forløb. Du kan få mere og målrettet viden om vores hjortevildt ved
at melde dig ind i et af de fem hjortelaug her i på Djursland.
Jeg vil også gerne gentage min tidligere opfordring om, at vi hele tiden skal opføre os ordentligt og ikke gøre os
uheldig bemærket, det være sig både på skrift, gennem tale og i gerning. Vores ”modstandere” elsker, når vi laver
fejl, og de bruger gerne enhver lejlighed til at ”skabe en sag”, der er negativ både for os jægere og jagtens sag.
Jeg vil slutte af med at sige tak for fremmødet i aften. Og tak til bestyrelsen, vores udvalgsmedlemmer og alle vores
frivillige hjælpere for en stor og energisk indsats.
Knæk og bræk i den kommende sæson.
Tommy Block, formand