2024
Referat fra Generalforsamling i Grenaa Jagtforening i Pavillonen den 12. september 2024
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Aflæggelse af beretning om foreningens virke siden sidste ordinære generalforsamling
3. Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse
4. Indkomne forslag: Bestyrelsen foreslår ændring af vedtægternes §10.2: ”Bestyrelsen består af syv medlemmer” ændres til ”Bestyrelsen består af fem til syv medlemmer”
5. Fastlæggelse af kontingent
6. Valg af kasserer (Erik Bjørnlund genopstiller)
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer På valg er: Christian Buelund, Allan Ogdal Jensen og Erik Bjørnlund (alle genopstiller)
8. Valg af to suppleanter. På valg er: Eigil Frey (genopstiller) og Jens Mørk Andersen (genopstiller ikke)
9. Valg af to revisorer (Peer Krogh og Ole ”Thor” Jensen genopstiller) og en revisorsuppleant
10. Uddeling af diverse pokaler
11. Eventuelt
Ad 1) Bestyrelsen foreslog Jørgen Katholm, der blev valgt. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og beslutningsdygtig.
Ad 2) Tommy Block aflagde beretning med bl.a. opfordring til deltagerne om at diskutere og fremkomme med forslag og idéer til nye aktiviteter. Dirigenten suspenderede generalforsamlingen i 10 minutter, hvorefter der fremkom en række nye og konstruktive idéer. Det hele bliver samlet i et idékatalog til brug for bestyrelsens fremtidige arbejde og planlægning. Beretningen blev godkendt.
Ad 3) Erik Bjørnlund fremlagde årsregnskabet med et overskud på kr. 6.012 og en egenkapital på kr. 77.002. Regnskabet blev godkendt.
Ad 4) Efter et par uddybende spørgsmål blev forslaget vedtaget.
Ad 5) Bestyrelsen foreslog uændret kontingent med regulering som hidtil. Vedtaget.
Ad 6) Erik Bjørnlund blev genvalgt.
Ad 7) Alle blev genvalgt.
Ad 8) Bestyrelsen foreslog Brian Dokkedal som ny suppleant. Han blev valgt. Eigil Frey blev genvalgt.
Ad 9) Begge blev genvalgt.
Ad 10) Følgende jubilæumsdiplomer og årsnåle blev uddelt: Per Sørensen 60 år, Bent Ingemann Hansen 50 år, Poul Erik Sørensen 50 år, Niels Anton Andersen (fraværende) 50 år og Peter Staunsbjerg 40 år. Jørgen Katholm modtog pokalen ”Årets buk”, Benny ”Biks” Jensen modtog pokalen ”Bedste danske Hjort”, Peer Krogh modtog pokalen ”Bedste udenlandske trofæ”, Hejne René Ferjani (fraværende) modtog Rågepokalen for 281 stk. nedlagte rågeunger. Jacob Tinghede modtog på Grenaa Buejægeres vegne pokalen for 1. pladsen i Det Gyldne Slip i Kreds 3 samt mesterskabspokalen i Compound og Jan Sandholt modtog mesterskabspokalen i Traditionel.
Ad 11) Intet af betydning
Dirigenten takkede herefter forsamlingen for god ro og orden, og generalforsamlingen blev afsluttet.
Efter generalforsamlingen blev der vist en film om brunstjagt på råbukke i Polen 2023 med deltagelse af lokale jægere.
Aftenen sluttede med lodtrækning af næste års pladser til trækjagterne i engene samt amerikanske lotteri med mange fine præmier og seks dagsjagter hos Gert Svith.
Grenaa, den 14. september 2024 Grenaa, den 14. september 2024
…………………………………………………… ………………………………………………..
Erik Bjørnlund, sekretær Jørgen Katholm, dirigent
Grenaa Jagtforenings generalforsamling 12. september 2024
Formandens beretning
Jeg vil starte med bede alle rejse sig, så vi sammen kan holde ét minuts stilhed til minde om de af vore jagtkammerater, der er gået bort i årets løb… Tak.
Endnu et år er gået godt i Grenaa Jagtforening.
Vores regnskab hænger godt sammen til den positive side. Den daglige økonomi kører tilfredsstillende, og tilgangen af nye medlemmer opvejer stadig godt og vel det antal medlemmer, der af den ene eller anden grund forlader os. Så endnu en gang kan vi konstatere en positiv medlemstilgang, og det er der meget stor grund til at være tilfreds med.
Vores jagttegnskursus har i den forløbne sæson haft 16 deltagere, der har gennemført kursusforløbet med en beståelsesprocent på næsten 100, idet kun én elev endnu ikke har bestået. På Efterskolen Helle i Gjerrild er der sideløbende kørt et kursusforløb på forsøgsbasis. Der er endnu ikke truffet aftale om en gentagelse. En stor tak herfra til Niclas Boyton og Rasmus Amtkjær for en stor og professionel indsats.
Grenaa Buejægere styres fortsat af Jacob Tinghede og Eigil Frey. De kører bueafdelingen med stor energi og passion. Efter en stor arbejdsindsats og meget knofedt har buejægerne nu fået etableret en velfungerende indendørs træningsbane i Selkær.
Den udendørs feltbane ved Dolmer bliver løbende udbygget i en sådan grad, at Grenaa Buejægere fortsat er i stand til at påtage sig værtskabet for stævner for bueskytter i hele kreds 3. I juni måned blev der således afviklet ”Det Gyldne Slip” med over 50 deltagere fra hele Midtjylland. Der var stor ros til Jacob og Eigil for både planlægning og afvikling. Grenaa er kommet på landkortet. Det er flot klaret…
Nye medlemmer møder jævnligt op hos buejægerne. Også en stor tak til jer, Jacob og Eigil, for jeres utrættelige indsats.
Vores foreningsjagt er efterhånden blevet en rigtig god tradition. Årets jagt blev gennemført sidst i november med ti deltagere. Vi så en del vildt, og der blev leveret et stk. råvildt, en hare og en fasankok. En meget flot parade. Stolte skytter, røde kinder og håndmadder i klubhuset afsluttede en rigtig god og hyggelig dag.
Rågereguleringen har også i år været en succes. De to vinterstorme Pia i december og Rolf i februar reducerede antallet af reder med godt 200 til ca. 950.73 af vore medlemmer meldte sig under fanerne, og med stor tålmodighed og vedholdenhed lykkedes det at nedlægge mere end 2.500 rågeunger - et anseeligt antal. Kommunens opfordring til at regulere de voksne i det tidlige forår var uden effekt. Men nu har vi prøvet det! En stor tak herfra skal lyde til alle reguleringsjægerne for en energisk og utrættelig indsats, og en speciel tak til dem, der blev ved til den sidste dag.
Trækjagterne i engene er kun blevet delvis gennemført, da flere af jagterne sidst på sæsonen måtte aflyses på grund af højvande i engene. Udbyttet kan vi som sædvanlig ikke prale af, men jeg synes alligevel, at vi har haft nogle hyggelige stunder.
Vores skydninger på Hjortebanen har i år været rimeligt pænt besøgt – og tak for det - men det kan blive meget bedre. Det burde være en selvfølge, at man kontrollerer, at udstyret er korrekt indstillet og opdateret, inden der går løs på den frie vildtbane. Der skal herfra lyde en kraftig opfordring til at møde op til vores skydedage. Der er altid en erfaren instruktør til stede, og der er altid masser af tid til at finjustere mekanikken.
Så alt i alt udelukkende positive ting at berette om: Økonomien er ok, vi har positiv medlemstilgang, vores arrangementer er godt besøgt og kører derudad, alle jer medlemmer virker rimeligt tilfredse – vi hører i hvert fald ikke andet, bestyrelsen arbejder godt og ligeværdigt sammen – alle ved, hvad alle gør og hvad der skal gøres, de forskellige udvalg arbejder sikkert og målrettet mod et optimalt resultat - og så videre og så videre….
MEN nu skal vi også passe på med ikke at blive for ”selvfede”.
Det er et emne, vi har haft en del oppe i bestyrelsen det seneste år. Ingen af os bliver yngre, og vi har i vores arbejde - både i bestyrelsen og i udvalgene - måske en tendens til at køre derudad i samme skure, for ”det går jo godt nok”, vi tager det, der prøvet før, for så går det jo ikke helt galt…
Vi synes ind imellem, at vi mangler nye idéer. Vi mangler input fra medlemmerne, fra jer, der sidder inde med nye, gode, progressive meninger og idéer.
Jeg vil hermed lægge op til en snak eller diskussion om det at være ”med på holdet”. Jeg vil også meget gerne høre jeres mening om, hvor vi som jagtforening skal hen i fremtiden, og hvordan vi ser os selv om fem år, om ti år og længere endnu.
Jeg skal til at slutte og det vil jeg gerne gøre med en påmindelse om, at vi som jægere står over for nogle store udfordringer omkring fremtidens jagt:
Danmarks Jægerforbund arbejder for at sikre god jagt i generationer. Det er et mål, der kræver data og viden, hvis vi skal sikre, at jagten nu og fremover skal foregå på et bæredygtigt grundlag. Og det er her, at blandt andre vi som jægere skal bidrage. Vi bevæger os hele tiden rundt i naturen og ser og observerer mange ting på vores revirer. Disse observationer er rigtig rare for os, men de bliver kun værdifulde for jagten, hvis de bliver givet videre til de rette.
Vildtforvaltningsrådet indstiller til miljøministeren forslag om fremtidige jagtbare arter og jagttider. Vildtforvaltningsrådet består af ni medlemmer, hvoraf flere pr. definition er imod jagt. Danmarks Jægerforbund besætter den ene plads i rådet. I et demokratisk system med flertalsafgørelser kræver det særdeles gode og veldokumenterede argumenter, hvis Jægerforbundet skal have mulighed er for at ”trænge igennem” og blive hørt.
Og det er her, at VI som jægere kommer ind i billedet. Det er vigtigt, at vi får indberettet, hvad vi ser, og at vi bruger de systemer, der er til rådighed. Vi skal vænne os til at bruge Jægerappen til at fortælle, hvad der kommer forbi, når vi alligevel sidder i tårnet og kigger efter et eller andet. Vi skal deltage i de seancer, der bliver iværksat om optælling af bestemte arter. Når vi ser på et Danmarkskort med indtegnede tællelaug, er stort set hele Djursland ikke-eksisterende. Det skal vi have gjort noget ved. Og vi skal stadigvæk huske at indsende de to fortænder fra vores nedlagte kronhjort. Kun herigennem kan vi give Jægerforbundet materiale nok til at fremme argumenterne for en bæredygtig jagt fremover.
Jeg vil også gerne gentage min opfordring om, at vi hele tiden skal opføre os ordentligt og ikke gør os uheldig bemærket, det være sig både på skrift, gennem tale og i gerning. Vores ”modstandere” elsker, når vi laver fejl, og de bruger gerne enhver lejlighed til at ”skabe en sag”, der er negativ både for os jægere og jagtens sag.
Jeg vil slutte af med at sige tak for fremmødet i aften. Også tak til hele bestyrelsen og alle vores udvalgsmedlemmer for en stor og energisk indsats.
Knæk og bræk i den kommende sæson.
Tommy Block, formand