Grenaa Jagtforening

Grenaa Buejæger på Klitgaard 2022/23

Klitgaard 2023

Af Poul Svendsen

I weekend i uge 3 2023 har Grenaa Buejægere afholdt årets buejagtsweekend på Klitgaard . Jeg havde fornøjelsen at deltage for første gang, og vil gerne her fortælle lidt om hvordan jeg oplevede turen.

Lige lidt baggrund: Jeg erhvervede buetegnet for snart 5 år siden, men har indtil videre ikke haft talentet, heldet eller tålmodigheden til at fælde vildt på den fri vildtbane med buen. Jeg har nedlagt en kronhind i hegn, hvilket var en kæmpe oplevelse. Og så har jeg ”aflivet” et par aftjente ”hvide italienere” i en fasanvoliere, hvilket absolut ikke var nogen stor jagtlig oplevelse.

Så nu skulle ”bue-mødommen” forhåbentlig poppes i det forjættede land, deroppe i det høje nord.

Eigil havde som turens helt store ”primus motor” presset på for at vi fik totalt styr på praktikken og logistikken omkring turen, næsten grænsende til det hysteriske. Hvilket viste sig at være rigtig fint, da vi undgik en masse ”Hvorfor har vi ikke?” eller ”Hvordan gør vi nu’er?” undervejs. Man kommer nu langt med en god planlægning. . Der blev afholdt møde for at planlægge madplan, oprettet arbejdshold og arrangeret kørsel mm. Og de sidste par onsdage på træningsbanen var da også gået med at indskyde og finjustere grej. Så alt i alt var 8 forventningsfulde og velforberedte jægere klar da dagen oprandt.

Vi ankom fredag ved middagstid og blev modtaget af Frederik, skytten/forvalteren på stedet. Han gav en kort briefing omkring den hyggelige indkvartering, og det blev aftalt at vi ville blive afhentet til dagens såt kl 13.00 .

Jeg tog lige et hurtigt overblik over hvad jeg skulle bruge derude ifht vejr og vind, og smed det hele ned i min rygsæk og så følte jeg mig klar til jagt.

Inden afgang havde Anders forberedt en gang bengæt, så den skulle lige på plads. Derefter afholdt Frederik en fin parole og så var vi klar til afgang. Jacob og Eigil havde et projekt med at installere et par ”treestands” så de kørte selv ud på pladsen. Resten af os fik fik af Frederik udpeget dagens poster, og så var det ellers bare at sidde op i ”kreaturvognen” og komme ud på plads.

Jeg var sidste mand der blev sat af. Inde imellem nogle gevaldige tømmer stakke på et markvej der førte ned til skoven hvor slaget skulle stå. Jeg begyndte at gå ned imod skoven og netop som jeg kom fri af tømmer stakkene fik jeg øje på et dyr ca. 80 meter ude på marken til venstre for mig. Release og pile, samt mit 3D camouflage lå stadig i tasken, og eftersom jeg slet ikke havde en ide omkring størrelsen på såten, eller afstanden til nærmeste post, opgav jeg alle tanker om en purch og valgte at fortsætte ned imod skoven og det tårn jeg var blevet tildelt. Råen derude til venstre, løb sin vej, skarpt forfulgt af 2 fine lam, som rejste sig bag hende. De forsvandt alle tre ind i skoven, i den retning hvor jeg vidste at Morten var blevet placeret 10 minutter tidligere. Så måske kunne han få glæde af min klodsede entre.

Nede i skoven fik jeg fundet pil og release frem, i tilfælde af at der skulle være flere dyr på min vej til tårnet. Det var egentlig såre simpelt at finde tårnet, men det var alligevel lykkedes mig at komme frem til det, fra den ”helt forkerte side” således at jeg trampede rundt i det der må forventes at være der hvor dyrene skulle findes og nedlægges. Så da jeg kravlede op i tårnet, var det uden store forventninger om at få vildt i sigte, men det var helt ok. Jeg skulle bare op og slappe lidt af og nyde naturen og min medbragte kaffe og madpakke.. meeen sådan skulle det ikke lige gå.

Efter at være kommet op i tårnet begyndte jeg at pakke rygsækken ud, og finde kaffe, siddepude, madpakke mm. Men inden jeg var færdig var der pludselig et vældigt spektakel ude til højre for mig. To rådyr kom styrtende lige imod mig op igennem en åben lysning i granerne. Løb ind under tårnet og fortsatte ud i den retning hvorfra jeg lige var kommet.

Imens jeg stod og iagttog deres flugt, kunne jeg pludselig fornemme bevægelse ude til venstre for mig. Jeg vendte mig om, bare for at se et rådyr måske 30 meter ude tage flugten… oh-k.. ikke skide smart nåede jeg at tænke, inden jeg et stykke til højre, også i et åbent spor i granerne, i øvrigt i perfekt skudafstand, lige nåede at se hele bredsiden af endnu et dyr på vej ind i granerne og væk..

Jeg kunne næsten ikke tro hvad jeg lige havde oplevet. Det her var satme naturen på steroider der prøvede at give mig et vink med en vognstang, at når man går på jagt så skal man være klar og fokuseret fra start, og have styr på grej og pakkenelliker. Og så for at illustrere denne pointe kunne jeg et øjeblik senere høre en rå stå og ”smæhle” ganske nært i de tætte graner i flere minutter..

Jeg tænkte mange tanker, resten af eftermiddagen. Mange af dem kredsede om noget med at ”kende sin besøgstid” og lignende. Men alt i alt var jeg nu ganske lykkelig. Jeg havde fået en ordentlig en på opleveren, og jeg var yderst fortrøstningsfuld ifht resten af weekenden. Det her lovede virkelig godt.

Men vi blev hentet igen ved lukketid og snakken gik lystigt både på vej hjem i ”kreaturvognen” og senere hjemme i køkkenet hvor hold1 med Jacob som tovholder, servicerede og kokkererede så det var en udsøgt fornøjelse.

Aftensmaden kom på bordet, og der var ikke et øje tørt, da en saftig sous-vide tilberedt flæskesteg med sprød svær og alt behørigt tilbehør blev serveret. Det var præcis hvad en flok sultne jægere havde brug for efter en kølig dag i tårnene.

Og så var der jo vinen, der var et kapitel helt for sig selv. Vi er jo i Grenå Buejægere, gudsbenådet med nogen af danmarks dygtigste jagtskytter, og dette resulterede i at vi havde medbragt, ikke mindre end 10 flasker assorteret rødvin. Vundet henover sommeren i kredsmesterskaberne ; ”Det gyldne slip”. En meget fin gimmick med sådan en ”Buevin” til turen, og storsindet af de dygtige skytter, at donere dem til turen.

Efter middagen, havde vi lige en fin gennemgang af hvad vi hver især havde oplevet i løbet af dagen, således at alle kunne danne et overblik over hvad der var set af dyr mm. Og så godt som alle havde fået en på opleveren, der var vist kun Heine der ikke havde set dyr i første såt. Men jeg kunne nok fornemme at jeg havde været heldig, og nok oplevet mere end de fleste. Nicolai havde som den eneste nedlagt vildt. 2 fasankokke i 2 meget flotte skud. Morten havde optaget en lille video af en rå med to lam, der gik stille og roligt rundt om ham. Desværre lige nøjagtig for langt ude til et forsvarligt skud, men en flot video var det blevet til. Vi fik også talt lidt om fordelingen i tårnene til lørdagens første såt, og til min store forundring fik jeg lov til at prøve samme tårn igen, hvilket passede mig perfekt. Således at dagens forspildte chancer kunne blive revancheret.

Resten af aftenen gik med brætspil og hygge. Vi spillede et højst utidigt spil, kaldet ”Det dårlige selskab” og vi grinede så tårene trillede, og morede os kosteligt. Så flere havde helt ømme mave/lattermuskler da det blev sengetid.

Lørdag morgen startede med at Hold1 serverede en forrygende morgenmad, og så var det ellers afsted til dagens første såt. Klog af skade, var jeg denne gang fuldstændig klar allerede da jeg satte mig ind i vognen. Alt var pakket præcist som det skulle bruges og jeg var behørigt klædt på i fuld camo og klar til kamp. Jeg blev igen sat af som den sidste, ca. 20 minutter før skydetid, så min eneste opgave var at liste stilfærdigt ud til, og op i mit tårn. Og det var en fantastisk morgen. Der havde været et par graders frost i løbet af natten, så da solen stod op på en næsten klar himmel, kunne man se de små is og vand krystaller funkle i granerne. Et smukt syn akkompagneret af en skov der vågner med lyden af fuglefløjt mm. Sådan noget går lige i sjælen. Og det passede mig fint at der ikke kom dyr og forstyrrede idyllen.

Men sådan en idyl varer jo sjældent ved og pludselig kan jeg høre noget bag mig. Jeg vender mig forsigtigt, og finder ud af at det er et lille sort egern der suser rundt i træer og skovbund. Kort tid derefter ser jeg også et lille rødt egern der fiser rundt i den anden retning. Hyggeligt at kigge på, men lidt distraherende ifht til at jeg jo sidder og lytter efter dyr.

Pludselig får jeg øje på et dyr ude foran mig. Præcis der hvor jeg har forventet at det skulle skydes i sådan en åben lysning i granerne. Jeg har for længst checket afstanden, og den ligger lige omkring 20 meter til den lille grøft/spor som jeg regnede med at dyrene ville følge. Men inden jeg når at få fat i buen er dyret stille og roligt listet ud af lysningen og jeg kan kun skimte den inde imellem granerne. Retningen den tager derinde, kunne dog godt ende med at den vil dukke op i lysningen til højre for mig, så jeg gør buen klar. Inde i bunden af den første lysning, helt inde imellem granerne er der så desværre endnu et dyr, der får øje på mine bevægelser, og tager flugten og trækker det oprindelige dyr med sig.

Så begynder tankerne at køre. Var det egentlig et dyr der var tilladt at skyde ifht parolen. I al min iver, havde jeg slet ikke bemærket køn eller opsats eller mangel på samme. Iflg parolen skulle vi undgå at skyde bastbukke og en eventuel nedlagt kastebuk ville resultere i en trofæafgift som en seksender. Så det var slet ikke med i mine planer at der skulle et trofæ med hjem. Lam, råer og smaldyr samt små bukke med opsats under ørehøjde var til fri afskydning, så det var den vej jeg ville gå.

Så hører jeg noget ude til venstre! Det er nok min sorte egern ven tænker jeg , men drejer mig forsigtigt. Der inde i et forholdsvist åbent stykke skov står et dyr med hele bredsiden til. Pulsen kommer op, og jeg rækker instinktivt ud efter buen. Men ved nærmere eftersyn kan jeg konstatere at det en kastebuk med en lille bast opsats. Altså ikke afskudsbar iflg parolen. Så pulsen kommer lidt ned og jeg kan nyde synet af det smukke dyr i måske 5 minutter indtil den forsvinder ud af syne i en dyb grøft bag mig.

Jeg sidder lige og tænker at så har jeg da ikke fået jaget alle dyrene væk endnu, da endnu et dyr dukker op. Den kommer spadserende stille og roligt imod mig, og da jeg ser og hører den, er den måske 70 meter ude. Der er slet ingen tvivl. Dette er et fint smaldyr og det styrer ret imod tårnet. Altså drømmebyttet med præcis den retning jeg har drømt om. Jeg får samlet buen op og står klar i tilfælde af at den skulle vælge at vende siden til mig. Det sker bare ikke, den fortsætter ret imod tårnet. Jeg vil ikke lave et spidsskud til den, så jeg må bare vente og håbe at den drejer af. Det er fuldstændig ligegyldigt om den vælger at gå til højre eller venstre, jeg vil ende med at få en perfekt chance da der er fint åbent område til begge sider. Men den fortsætter næsten helt ind under tårnet. 5 meter fra tårnet står en gammel forhutlet sitkagran som den vælger at gå venstre om. Bum, så er chancen der. Jeg trækker buen netop da den forsvinder bag om stammen, så jeg er klar når den kommer frem på den anden side. Adrenalinet pumper og tusind tanker flyver igennem hovedet; ”Nu sker det… husk at holde lidt højt pga den korte afstand og den stejle vinkel… ro på.. men hvorfor kommer den ikke frem”. Dyret har tilsyneladende registreret bevægelsen da jeg trak buen, så den er standset op og står lidt og overvejer situationen. ”Hvad så nu? Kan jeg skyde der hvor den er standset? Udelukket der er lidt for mange grene i vejen til et sikkert skud” Jeg må bare vente og se hvad den gør. Den begynder at bakke forsigtigt og jeg følger den med buen, men der er hele tiden grene i skudlinjen. Og da den vender sig og lunter væk, ved jeg at slaget er tabt. Jeg slækker buen af og så kommer bukkefeberen for fulde hammer. Jeg er lykkelig og trist på samme tid. Kan næsten ikke få vejret og hjertet slår som besat. Det her var bare en oplevelse af de helt store, og jeg er klar over at chancerne med buen aldrig bliver større end denne. Jeg ville da vildt gerne have leveret dyret til paraden, men inde i mit hoved, har jeg jo haft hele oplevelsen, og gennemløbet alle de følelser det indebærer at nedlægge et dyr.

Heldigvis får jeg ikke mere ”for” så efter en halv times tid kan jeg smutte op til opsamling og retur til jagthytten til ”den sikre såt”. En dejlig frokost med rester af gårsdagens flæskesteg og super lækre , røgvarer og spegepølser, som Morten gavmildt har medbragt. Og selvfølgelig spændende beretninger om hvad folk har oplevet og observeret. Der er igen observeret dyr nærmest hele vejen rundt, men ingen har været helt så tæt på som jeg havde held til.

I dagens sidste såt, havde jeg valgt en af posterne hjemme på godset. Denne kan nok kategoriseres som en ren ”fasansåt” da det bare er et 30 meter bredt hegn, der strækker sig ca 500 meter ned igennem et par store marker. På vej ud igennem hegnet passerer man en tidligere fasanvoliere og i samme øjeblik jeg rundede hjørnet og kunne se derud, kunne jeg konstatere at der løber rigtig mange fasaner rundt derude. For at undgå at jage dem væk valgte jeg den helt lang tur derud langs med hegnet på de tilstødende marker. Ude på den ene mark stod en 4-5 dyr og essede, så jeg valgte at gå på den modsatte mark for at undgå at støde disse.

Oppe fra den modsatte ende skulle jeg kun gå få hundrede meter før jeg var nede ved posten/tårnet. Jeg vurderede at det var fasanerne der skulle satses på, så i stedet for at gå i tårnet, valgte jeg at bygge et lille fugleskjul af et par gamle juletræer, og satte mig på min rygsækstol bag ved disse for at kigge efter fasaner. Der var sådan en lang åbning imellem to rækker sitkaer hvor jeg kunne observere rigtig langt frem. Der var dog en del lavthængende grene så en bare tilnærmelsesvis præcis afstandsbedømmelse var ikke mulig med min afstandsmåler. ”pyt, jeg plejer at have ok styr på afstandsmåling via øjemål,” så jeg udså mig et punkt der skulle være min max afstand på ca. 25meter. Der gik rigtig mange fasaner rundt inde i den lave, men lange ”tunnel”, men ingen af dem kom rigtig ind på skudhold. På et tidspunkt ville jeg lige justere skydestillingen lidt, så jeg rejste mig for at dreje min skammel og justere lidt til siden. 2 fasankokke lettede 10-15 meter bag mig med stort rabalder, så mit skjul fungerede tilsyneladende. På et tidspunkt ser jeg pludselig en kok der står med bredsiden til, præcis på mit max punkt. Så skal det være. Jeg får løftet buen op og spændt den, men fasanen begynder at gå væk fra mig. Nu tager fanden ved mig og jeg slipper pilen, lige en kende højt i et optimistisk forsøg på at ramme den inden den spadserer uden for skudvidde. Jeg kan følge lysnocken hele vejen, men synes godt nok at den hænger lidt længe i luften inden den går i jorden bag fasanen, bouncher op og ser ud til at ramme kokken i nakken. Det gjorde den nu nok ikke, for han går uanfægtet videre og ryster bare lidt på hovedet af det elendige skud. Ved solnedgang går jeg ind for at finde pilen og lige skridte afstanden af. Det viser sig at der nok er nærmere på 40 meter end de antagede 25 meter til der hvor fasanen stod, så det er ikke så underligt at skuddet blev lidt kort, og jeg må revurdere troen på mine afstandsbedømmelsesevner.

Hjemme i jagthytten kunne jeg begynde at forberede aftensmaden i ro og mag, da resten af holdet jo havde en lille opsamlingsrunde, inden de kom ”hjem”. Forberedelserne var nu allerede startet til frokost hvor kødet nok en gang kunne tilberedes ved hjælp af sous-vide staven. En genial opfindelse til sådan en jagtweekend, hvor ingen har lyst til at stå og hænge over gryderne alt for længe. Det var nu hold2’s tur til at opvarte og hygge om gutterne fra Hold1 der havde serviceret os til perfektion ind til nu. Så vi havde noget at leve op til. Og vi havde da også ”spændt buen hårdt op” i et forsøg med oksesteg og hjemmelavet bearnaise . Stor var bekymringen for at stå med en skilt bearnaise og ingen backup plan. Men det gik lykkeligvis til held, og vi fik serveret en steg med en fin bearnaise som Heine fik monteret perfekt op med et lille stavblender trick.

Efter aftensmaden var der endnu engang hygge og spil, men trætheden efter en lang dag i tårnene begyndte at vise sig så enkelte faldt fra i løbet af aftenen, der ellers forløb super hyggeligt og til stor morskab for de deltagende.

Søndag morgen var Nicolai tovholder på en helt forrygende gang ”Eggs in a basket” som alle indtog med stort velbehag. Og så var det tid til turens sidste såt.

Det tårn jeg havde valgt til dagens såt var noget fuldstændig andet end det jeg hidtil havde siddet i. Det var på kanten af en gammel fasanvoliere, så der var en stor åben plads foran mig. Ude til højre var der en lille tæt granplantage og ret forude var der en meget åben bøgeskov, med udsigt til bagvedliggende marker hvor jeg kunne se talrige dyr gå rundt i små grupper. Dagen forinden havde Anders observeret spring med måske 50 dyr i, ude på selvsamme marker. Der var slet ingen tvivl om at vi befandt os i et slaraffenland af dimensioner hvad angår råvildt, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Men for at gøre en lang historie kort, lidt sent vil nogen nok tænke , ville dyrene her til morgen ikke ind i skoven. Så det eneste jeg fik ”for” var et par fasaner som jeg missede på nok lidt for optimistiske forsøg. Men igen, en spændende formiddag hvor tiden på posten nærmest fløj afsted.

Så var det hjem til parade på godset. Meget stemningsfuldt med et par flotte knitrende bål og Frederik der skulle trutte lidt i jagthornet over det faldne vildt. Der var uheldigvis sket det, at de to fasaner der skulle blæses for, i kampens hede var blevet flået og pakket i poser. Men dette blev løst meget fint og stilfuldt med et par halefjer fra de faldne fugle, så vi endte trods alt med en flot parade.

Det kunne have været sejt med et dyr eller to på paraden, men det er jo buejagt når det er bedst og værst. Det er så små marginaler der er forskellen på succes eller fiasko. Men jeg tror at alle deltagere i jagten ser turen som en kæmpe succes. Vi har fået ladet de mentale batterier op i et fantastisk revir der har vist sig fra in bedste side. Alle har i løbet af turen haft nærved oplevelser med fasaner og dyr. Jagtvæsenet på stedet er utroligt professionelt. Og vejret, omgivelserne og ikke mindst selskabet har efter min mening været uovertruffent. Tak for en god tur gutter, håber vi kan samles igen til næste år.